RE:DK blæser liv i Boblen

10 May, 2020

I radioprogrammet Boblen på Radio Loud inviterer vi vores lyttere til at udforske økonomisk teori sammen med os. Vi fortæller om vigtige og centrale ideer i et tilgængeligt sprog gennem fokus på noget genkendeligt som fx en kop kaffe eller børnepasning. Den økonomiske videnskab gemmer på masser af spændende idéer. Nogle gange er en idé faktisk så godt gemt, at økonomistuderende ikke engang hører om dem. Andre gange er en idé så udbredt, at alle økonomistuderende i hele verden lærer om den, som om den ikke kunne betvivles. Det forsøger vi at vende op og ned på i Boblen.

Af Mads Falkenfleth

Konceptet

Tilbage i november 2019 henvendte Danske Studerendes Fællesråd (DSF) sig til os i RE:DK, og spurgte, om vi havde nogen gode ideer til et radioprogram for unge om økonomi. DSF er nemlig en del af gruppen bag det nye Radio LOUD. Og så siger nogle økonomer at der ikke findes en gratis frokost…

Vi foreslog at lave et program der tog udgangspunkt i fænomener, som alle danskere kender fra deres eget liv, men som kan forstås på flere forskellige måder. Både DSF og Radio LOUD var med på vores koncept, og vi begyndte snart efter at udvikle 12 fortællinger. Værterne er vores næstforperson Joachim Peter Tilsted og undertegnede, Mads Falkenfleth Jensen, i selskab med Veronika Ahrensbøll Schultz. Veronika studerer litteraturvidenskab, og hjælper med at sikre at de to økonomer ikke mister jordforbindelsen.

 

Et eksempel: Hvad skaber arbejdsløshed? Et godt eksempel på radioprogrammets ånd er den kommende episode om arbejdsløshed. Et af de centrale spørgsmål vedrørende arbejde, er hvad der skaber arbejdsløshed i et samfund. Der er typisk to grundlæggende forklaringer:

 

1. Det er et individuelt valg (ofte kaldet strukturledighed): Arbejdsløse vælger at være arbejdsløse, fordi arbejdsløshedsunderstøttelsen er høj nok til at den enkelte arbejdsløse, ikke har lyst til at arbejde for den løn han/hun kunne få. 2. Det er et vilkår for individer (ofte kaldet konjunkturledighed): Arbejdsløse vil gerne arbejde, men kan ikke finde beskæftigelse, fordi der ikke er nok efterspørgsel efter deres arbejdskraft.

 

Virkeligheden er kompleks og begge forklaringer findes i vores samfund. Men økonomer er uenige om hvor mange arbejdsløse der tilhører de to forklaringer ift. hinanden. Derfor arbejder vi med begrebet ”strukturel ledighed”, som svarer til forklaring 1, samtidig med vi har konjunkturledighed, som svarer til forklaring 2. Man kan ikke observere eller måle hvor stor den strukturelle ledighed er i forhold til konjunkturledigheden, så man forsøger at estimere det.

 

Problemet med teorier om arbejdsløshed er vigtigt, fordi man bruger dem i stort set alle vores økonomiske modeller for at undersøge konsekvenserne af diverse mulige økonomiske politikker. Så hvad sker der hvis vores teori og vores estimater er helt forkerte? Det er de nemlig ifølge professor Peter Skott, som helt tilbage i 1998 skrev en artikel i magasinet Samfundsøkonomen om, hvorfor han mener, at teorien om den strukturelle ledighed er en myte. Peter Skott er en post-keynesiansk økonom, og arbejder derfor med nogle andre antagelser i sin forskning end de fleste økonomer i Danmark. Lektor Søren Hove Ravn et eksempel på en økonom, der som de fleste andre økonomer i Danmark anvender teorien om den strukturelle ledighed og ikke er enig i at den er en myte, selvom han også siger at den er svær at estimere. I det konkrete program taler vi med dem begge og forsøger at gå til kernen af uenigheden.

Programmets Indhold
Ovenstående fortælling om den strukturelle arbejdsløshed med de to nævnte eksperter er som nævnt blot et enkelt afsnit (afsnit 8). I andre afsnit fokuserer vi blandt andet på hvad der gør mennesker lykkelige (afsnit 1), hvad der skaber værdi i samfundet (afsnit 2), hvordan vi kan ”sætte pris på” naturen (afsnit 3), om mikrolån og ”Randomized Control Trials” gør noget godt for fattige mennesker (afsnit 4), om frihandel gavner

alle (afsnit 5), om hvorfor kaffe produceres i det globale syd, men nydes i det globale nord (afsnit 6) og om hvordan verdens rigeste personer og virksomheder undgår at betale skat (afsnit 7).

Vi forsøger at finde en fortælling, som gør emnerne interessante for lytteren og stiller samtidig kritiske spørgsmål om den politiske økonomi og hvordan vi forstår den. Igennem programmet stifter vi også bekendtskab med alternative økonomiske skolers. I afsnit 8 om den strukturelle arbejdsløshed beskæftiger vi os som nævnt således med post-keynesiansk økonomi, mens vi i afsnit 2 er omkring feministisk økonomi. I afsnit 3 trækker vi på den økologiske økonomi og politisk økologi, når vi ser på hvad der sker, når teorier om markedsskabelse møder virkeligheden. Afsnit 4 – 6 handler om udviklingsøkonomi og kritik af de dominerende tilgange inden for denne gren af økonomisk teori. Før Coronakrisen og lockdown var jeg nemlig heldig at være en tur i Brasilien for at lave interviews til afsnit 5 og 6 om international handel og kaffe.

 

I hvert afsnit har Joachim og/eller jeg interviewet en eller to forskere eller eksperter, som i korte lydbidder udlægger substansen af fortællingen. I studiet taler vi så, hvordan vi forstår udsagnene og prøver at vende og dreje det hele. Vi forsøger dermed at formidle ideer, som enten ikke fylder meget i den danske debat eller oftest diskuteres med fagtermer baseret på flere implicitte antagelser (gerne med et strø matematik). På den måde er håbet at stille skarpt på økonomiske diskussioner, som er vigtige for den måde vi forstår og agerer i verden. Vi prøver at kort sagt at udforske tænkningen bag økonomisk politik og de strukturer, der påvirker vores alles liv på stort set enhver tænkelig måde.

Vi håber at I vil lytte med – programmet sendes på Radio LOUD hver onsdag klokken 18 og findes selvfølgelig også der, hvor du hører dine podcasts (fx her).

Related Posts

Development Economics med Ingrid Kvangraven

Development Economics med Ingrid Kvangraven

Interviewet er lavet i forbindelse med nyhedsbrevet Oikonomia, der er skrevet af Anine Hvid, Anne Nørgaard og Benedicte Zacho. I Oikonomia kan du læse om nogle af de økonomiske skoler, tanker og teorier, der alt for sjældent får opmærksomhed. Læs mere om os og skriv...

read more
Derfor er der brug for Økonomiskolen

Derfor er der brug for Økonomiskolen

Af Mads Falkenfleth Formålet med Økonomiskolen, er: At tage udgangspunkt i tidens kriser og anskue dem fra forskellige perspektiver, for bedre at kunne belyse og forstå kriserne samt at udforske diverse handlemuligheder. At demokratisere og afmystificere diskussioner...

read more